Årets vinterbryg fra Husbryggeriet Jacobsen er en quadruple på 8,9% og lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse.
I 2017 så en ny tradition dagens lys: Jacobsens vinterbryg, der hvert år byder på en ny type øl.
I år har Jacobsen Vinterbryg en helt speciel historie. Bryggerne har brygget en mørk, stærk, belgisk-inspireret øl, der kan lagres.
For Bjarke Bertelsen, der er brygmester, og til daglig udvikler øl hos Carlsberg, er det lidt af en drøm, at Jacobsen i år lancerer en Belgisk inspireret quadruple øl på hele 8,9%
Den belgiske ølscene
Tilbage i 2000 kom øllen Abbey Ale på gaden, som den første i rækken i Semper Ardens-serien, hvor Carlsberg i samarbejde med flere af sine brygmestre og nogle af landets førende gastronomer satte sig for at udvikle specialøl, der passede til god mad. Det var i begyndelsen af den danske ølrevolution. Abbey Ale fik brygmester Bjarke Bertelsen med på bølgen, og han begyndte at eksperimentere med hjemmebrygning.
I 2004 flyttede Bjarke Bertelsen til Holland, og blev yderligere introduceret til den belgiske ølscene. Her smagte han flere af de trapist-inspirerede øl, der havde inspireret Carlsberg til at brygge Abbey Ale.
”Da vi går i gang med at forberede årets vinterbryg, får jeg lyst til at skabe en Belgisk inspireret quadruple, som var den øl, som jeg prøvede at brygge som ung. Jeg tog simpelthen den bedste af mine opskrifter med til brygmesteren på Jacobsen og forskerne på Laboratoriet,” siger Bjarke Bertelsen, Liquid Innovation Manager i Carlsberg Group.
Abbey Ale genoplivet
Sidste års populære vinterbryg, der blev udviklet i tæt samarbejde med en af Danmarks allerbedste chocolatier Peter Beier, bliver brygget igen i år til Peter Beiers butikker. Der var derfor store forventninger til dette års vinterbryg. Forventningspresset blev indfriet, da Bjarke Bertelsen fortalte, at hans idé var at genoplive og optimere den gamle Abbey Ale, som siden er blevet kendt som en af de bedste øl nogensinde.
”Der er noget nostalgi i at brygge en endnu stærkere fætter til den kendte Abbey Ale, der startede det hele. Tendensen for tiden er at lave mørke øl med lavere alkoholprocent. Men der skal være plads til mørke, stærke øl specielt denne vinter, hvor vi alle fortjener at blive lidt forkælet efter dette her år med lock-downs og krise,” siger Bjarke Bertelsen.
Fire forskellige gær afprøvet
Første forsøg på at brygge Jacobsen Donker Winter Ale 2020 foregik på Carlsberg Laboratorium. Brygmestrene screenede fire forskellige belgiske gær fra Carlsberg Laboratoriums gærbank. Belgisk gær er en nødvendighed for at få smagen af krydrede noter, tørret frugt, rosiner og dadler, som man tænker på, når man smager belgisk øl.
”Vi valgte en gær, fra Carlsberg Laboratoriums store gærbank. Jeg tror, det er en isolat fra en flaske, de har gemt i gærbanken for mange år siden. Det kan være svært at finde ud af, hvordan sådan en gær udarter sig, når man skalerer øllen op fra det lille bryg på 250 liter på Laboratoriet til 25000 liter i produktion. Det er en kæmpe opskalering, og gæren skal arbejde hårdere, men det lykkedes ved hjælp af vores dygtige brygmestre” siger Bjarke Bertelsen.
Bjarke Bertelsen sammenligner Jacobsen Donker Winter Ale med en øl, der hedder Gulden Draak, der udover en stor smagsoplevelse, er kendt for sin karakteristiske hvide flaske med en drage udenpå.
”Nogen vil nok sige, at Westvleteren 12, som er en legende blandt øl, og flere gange kåret til verdens bedste øl, burde være benchmark, men jeg synes, Jacobsen skal brygge øl, som alle kan lide. Gulden Draak har mere af den karakter, vi gik efter, og vi har udviklet en quadruple, som er mindst ligeså god,” siger Bjarke Bertelsen.