Forskere på DTU er gået sammen med virksomhederne Naturli’ og Novozymes samt Carlsberg for at lave en bæredygtig vegansk yoghurt, der udnytter spildprodukter fra fødevareindustrien.
Yoghurten indeholder kun tre ingredienser: Sojadrik, mælkesyrebakterier og mask.
”Mask er jo restproduktet fra brygprocessen, og består primært af byggens uopløselige skaldele og proteiner. På de fleste af vores bryggerier sælges masken som kvægfoder, og der er steder i verden, hvor vi deler masken ud gratis til lokale landmænd, som bruger den som gødning. Det giver selvfølgelig mere mening at bruge masken til mennesker fremfor køer, gødning eller biogas, og derfor finder vi projektet interessant,” siger Erik Lund, brygmester på Carlsberg Laboratorium i Valby.
Yoghurten tager smag af den mask, der bruges, og masken i yoghurten her stammer fra pilsner-øl.
”Vi leverer frisk mask fra Carlsberg pilsnere, som skal fermenteres med mælkesyrebakterier. Den fermenterede mask skal derefter indgå som ingrediens i den veganske yoghurt. Laboratoriet vil også bidrage med knowhow og viden til beregningen af bæredygtigheden af et sådan produkt. Det vi normalt kalder life cycle analysis. Resten klarer DTU,” siger Erik Lund.
Arbejdet med at udvikle produktet er gennemført med en bevilling fra EU’s innovationsfond Climate-KIC og i samarbejde med Carlsberg, Naturli’ og Novozymes.
Forskerne arbejder videre på at optimere produktets konsistens og smag med forventningen om, at en kommerciel samarbejdspartner vil kunne bringe det på markedet.
Forskningsgruppen for Mikrobiel Bioteknologi og Bioraffinering ved DTU Fødevareinstituttet har fokus på effektiv biokonvertering af en bred vifte af bæredygtige råmaterialer.