Menu

Tuborg og SYD FOR SOLEN fortsætter partnerskabet i Valbyparken

SYD FOR SOLEN og Tuborg har netop forlænget samarbejdet og dermed kan gæsterne på københavnernes nye favoritfestival også nyde en iskold Tuborg i fremtiden.

Når SYD FOR SOLEN næste år rykker teltpælene op fra Søndermarken til Valbyparken, følger Tuborg med. Tuborg og SYD FOR SOLEN har nemlig forlænget partnerskabet.

”SYD FOR SOLEN har på få år formået at skabe en unik festival, der samler tusindvis af glade københavnere, så vi er meget glade for at forlænge samarbejdet og følge med over i Valbyparken til næste år, hvor vi igen skal forsyne de mange musikglade med en iskold Tuborg,” siger Claus Bay, Head of Event and Entertainment i Carlsberg.

Hos SYD FOR SOLEN er man også glade for det forlængede partnerskab.

”Fra SYD FOR SOLEN så dagens lys, har Tuborg bakket vores vision om en ambitiøs festival i byen op og har støttet hele vejen. Gode og logiske partnerskaber er helt essentielle for os og for den levende musik og der er ingen vi  hellere fortsat vil være på hold med end Tuborg, når vi nu tager det næste kvalitative skridt og byder på iskolde Tuborg og brandvarm musik til København i Valbyparken 8. -10. august næste år,” siger Nikolaj Thorenfeldt, administrerende direktør i smash!bang!pow! som står bag SYD FOR SOLEN.

Større set-up

Med sceneskiftet til Valbyparken får den københavnske tre-dages festival et kvalitativt løft og bedre fysiske rammer. Med sin store erfaring i at eksekvere festivaler, glæder Tuborg sig til opgaven.

”Vi kender allerede Valbyparken fra tidligere arrangementer og ser frem til at komme derud endnu engang. Vi ved, hvordan vi skal gå til opgaven, og vi glæder os til at blive en del af en endnu stærkere version af SYD FOR SOLEN. Det er vigtigt for Tuborg at være med, når sommer, musik og mennesker mødes under åben himmel og samtidig ser vi en kæmpe mulighed for at være med til at udvikle og danne parløb med en rigtigt spændende festival,” siger Claus Bay.

Udover at levere øl skal Carlsberg Danmark, der ejer Tuborg, også levere det populære Bluetail-koncept, som består af økologiske cocktail-varianter på fad.

”Vores fuldt funktionelle koncept har vist sig at være utroligt populært blandt festivalgæster, så vi er glade for, at vores Bluetail-koncept, der er udviklet sammen med Njord, også er at finde på SYD FOR SOLEN,” siger Claus Bay.

SYD FOR SOLEN har allerede offentliggjort Fred again.. og Queens of the Stone Age som de første hovednavne på festivalen.

Om SYD FOR SOLEN 2024
Det bliver 3. gang SYD FOR SOLEN bringer musik til hovedstaden, når festivalen finder sted den 8., 9. og 10. august 2024. Valbyparken vil danne en smuk sommerramme om tre festivaldage med hver sit stærke musikalske line-up. Bag festivalen står koncertagenturet smash!bang!pow!, der i 15 år har arbejdet med danske såvel som internationale artister, og skabt uforglemmelige koncertoplevelser, der gang på gang har bevist, at de besidder en ganske særlig evne til at spotte ekstraordinære musikalske talenter.

Foto: Joakim Züger

Foto: Malthe Roland