Menu

Ny øl på vindrueskaller bygger bro mellem øl og vin

Med hvide Chardonnay- samt røde Rondo vindrueskaller fra en svensk vinproducent bygger den seneste øl fra Jacobsens eksperimentelle serie bro mellem øl og vin.

Jacobsen, der brygger en række eksperimentelle øl som bud på fremtidens øl, præsenterer nu den næste øl i serien Jacobsen Experimental fra Valby Bakke.

Som noget helt unikt er den nye øl brygget på friske Chardonnay og Rondo vindrueskaller.

”Med den seneste Jacobsen Experimental har vi ikke lavet vand til vin, men vin til øl, og vi er meget tilfredse med resultatet. Vi ville gerne udforske, hvordan man kan opnå en endnu højere vinkarakter i en øl, og den nye øl bygger netop bro mellem øl og vin på fantastisk vis,” siger Rune Schlosser, brand manager i Carlsberg Danmark.

Metoden er en del af et større forskningsprojekt fra Carlsberg Laboratoriet, hvor der forskes i, hvordan overskudsprodukter fra fødevareproduktion kan bruges til at brygge nye unikke øl.

”I Carlsberg forsøger vi hele tiden at skubbe grænserne for, hvordan vi brygger øl, hvilket er helt i tråd med Carlsbergs lange forskningstradition. Med Jacobsen Experimental kan vi både udforske, hvordan vi kan brygge øl med atypiske råvarer, men vi kan også få feedback, når det eksperimentelle øl er tilgængeligt på barer og restauranter,” siger Birgitte Skadhauge, Vice President, Carlsberg Research Lab.

Fremtidens forbrugertrends

Siden Jacobsen Experimental blev lanceret i maj har mere end 200 barer og restauranter valgt at få de eksperimentelle øl på hanerne,

”Jacobsen Experimental er et vidensbaseret bryggekoncept, hvor vi kombinerer over 150 års forskning med nutidens forbrugertrends. Og på baggrund af den feedback og data, vi indhenter fra forbrugerne, vil vi videreudvikle og bestemme det enkelte brygs fremtid,” siger Rune Schlosser og fortsætter:

”Vi vil gerne være med til at definere fremtidens forbrugertrends ved at brygge noget meget særligt øl og inddrage forbrugerne i videreudviklingen, og vi kan høre fra vores bar- og restaurationskunder, at de sætter pris på at blive taget i ed.”

Jacobsen Experimental #5 er en Grapeskin Hybrid på 6% og er en rosé-farvet, medium-tør øl med en lys og frugtig syrlighed. De naturlige aromatiske smagsstoffer i drueskallerne bliver ekstraheret uden brygprocessen og bidrager sammen med smagsstofferne, dannet under gæringen, til en øl der er en balanceret hybrid mellem vin og øl. Den fås så længe lager haves.


Fakta om Jacobsen Experimental

  • Jacobsen Experimental brygges i begrænset mængde fra Husbryggeriet Jacobsens bryggeri på Valby Bakke og kun til udvalgte barer og restauranter.
  • Omkring 230 kunder tilbyder allerede Jacobsen Experimental. Heriblandt Det Kongelige Teater og Nicolinehus i Aarhus
  • Der brygges en ny variant hver 2. måned, og i løbet af i år vil der blive brygget fem nye Jacobsen Experimental.