Menu

Et historisk match: Det Kongelige Teater og Carlsberg indgår aftale

Carlsberg Danmark har indgået et nyt partnerskab med den historiske kulturinstitutions tre scener, så nu kan gæsterne på Det Kongelige Teater se frem til en kold Jacobsen øl og upcyclet møbler lavet af Carlsbergs innovative fustagesystem.

Man kan mærke historiens vingesus i det nye partnerskab mellem Carlsberg og Det Kongelige Teater, der betyder, at det fremover er Husbryggeriet Jacobsens øl, der er på hanerne på den historiske kulturinstitutions tre scener, Gamle Scene, Skuespilhuset og Operaen.

”Vi er meget glade for det nye partnerskab med Carlsberg. Siden sin grundlæggelse har Carlsberg haft en stor indflydelse på dansk kultur, og bryggeriets historie og støtte til kulturen går fint i tråd med Det Kongelige Teater. Vi glæder os til i fællesskab at skabe mange gode oplevelser for vores gæster,” siger Anders Philip Hansen, F&B Chef hos Det Kongelige Teater.

De to parter får glæde af flere synergieffekter og deler flere værdier.

”Både Det Kongelige Teater samt Carlsberg og Jacobsen gør sig umage i alt, hvad vi foretager os, og vi er begge eksperimenterende og med til at udvikle henholdsvis kunsten og fremtidens øl, fordi vi er nysgerrige. Det glæder vi os til at afsøge sammen med Carlsberg,” siger Anders Philip Hansen.

Hos Carlsberg Danmark glæder man sig også over partnerskabet og historikken.

”Det Kongelige Teater og Carlsberg har en lang historie, så vi er meget stolte og glade for det nye partnerskab og glæder os til at være med til at skabe gode oplevelser for gæsterne,” siger Jesper Kaagaard Thomsen, regional account manager i Carlsberg Danmark.

Historiens røde tråd
Partnerskabet trækker lange tråde tilbage i historien. Takket være en donation i 1883 fra Carlsberg grundlægger J. C. Jacobsen blev balkonfoyeren færdigbygget, og gæsterne kunne indtage et af Gamle Scenes fornemste rum. I dag bidrager Carlsberg med upcyclet møbler, der er lavet af Carlsbergs innovative fustagesystem, DraughtMaster, til Det Kongelige Teaters barer.

”Med vores innovative fadøls- og fustagesystem kan vi både levere markedets højeste kvalitet og samtidig have bæredygtighed som topprioritet, da vi genanvender materialet fra fustagerne til upcycling af borde og stole, der kan bruges i barløsninger, og det er vi glade for, at Det Kongelige Teater også synes, er spændende,” siger Jesper Kaagaard Thomsen.

I første omgang skal de upcyclede møbler anvendes i Det Kongelige Teater Gamle Scene, men planen er, at det også skal integreres i Operaen og Skuespilhuset.

Udover upcyclede møbler skal Carlsberg også være med til at uddanne Det Kongelige Teaters personale i den perfekte drikkeoplevelse, til glæde for gæsterne.

Da Det Kongelige Teater er en offentlig institution vil aftalen gå i udbud.

Foto: Camilla Winther

Balkonfoyeren

Balkonfoyeren