I år kan ’Olsen Banden ser rødt’ fejre jubilæum som den mest sete danske biograffilm. Det markeres blandt andet med storskærmsvisning i Egon Olsens gamle fængsel.
Der findes film, der bliver populære, og så findes der film, der bliver en del af danskernes fælles hukommelse.
’Olsen Banden ser rødt’ havde premiere i 1976 og solgte 1.201.293 biografbilletter, hvilket gør den til den mest sete danske biograffilm i nyere tid. Fem årtier senere har ingen slået rekorden på filmen, der samler danskerne og siger noget særligt om den danske folkeånd.
”Olsen Banden er noget af det mest danske, vi har. Filmene fortæller historien om de små helte, om sammenhold, stædighed og troen på, at man med en skidegod plan kan klare alt. Samtidig har de en kvalitet, humor og dansk varme, der gør, at de stadig taler til nye generationer. Det siger noget helt særligt om den plads, ’Olsen Banden ser rødt’ har i dansk kulturhistorie, når den stadig efter 50 år er den mest sete danske biograffilm,” siger Allan Mathson Hansen, adm. direktør i Nordisk Film, der gennem tiden har bragt de 14 Olsen Banden-film til live.
Hos Nordisk Film oplever man, at interessen for Olsen Banden stadig er enorm. De 14 film er blandt de mest sete på Nordisk Films egen streamingtjeneste, Nordisk Film+. Og med Nordisk Films rundvisning ’I hælene på Olsen Banden’ som trækplaster besøger flere end 15.000 gæster fra ind- og udland nu de historiske filmstudier i Valby for at komme tæt på historien om Egon, Benny og Kjeld.
Lørdag den 5. september inviterer Porten og filmforeningen Moving PictureHaus i det gamle Vridsløselille Statsfængsel til en helt særlig jubilæumsfejring med storskærmsvisning af filmen under åben himmel. Det bliver danmarkshistoriens – formentlig – største enkeltstående Olsen Banden-begivenhed med 1.300 deltagere. Samtidig er det sidste gang, publikum får mulighed for at opleve en Olsen Banden-visning på Vridsløses historiske gårdtursareal, som i årtier har været forbundet med Egon Olsen, da store dele af fængselsgrunden snart vil indgå i en transformation fra lukket fængsel til åben bydel.
I anledning af jubilæet vil området desuden blive befolket af figurer fra Olsen Banden-universet, så gæsterne kan møde både velkendte karakterer og mærke stemningen fra de lune film.
”Der findes næsten ikke et mere oplagt sted at fejre Olsen Banden end i Vridsløselille Fængsel. Man skal bare se den store port for at høre Olsen Banden-melodien spille for sit indre øre. Vi glæder os meget til at samle fans fra hele landet til en stor fejring under åben himmel, hvor filmen, fængslet og de ikoniske karakterer vækkes til live,” siger Nicklas Smedegaard Pedersen, kreativ direktør i Porten.
Vridsløselille Statsfængsel, hvor Egon Olsen har tilbragt meget af sin tid, blev efter 150 år lukket som fængsel og har gennem de seneste år bl.a. inviteret på rundvisninger med fokus på stedets historie og bydelsudvikling.
En anden fast del af Olsen Banden-universet er Tuborg. Gennem serien optræder øllen ofte, f.eks. når Egon Olsen præsenterer planer hen over Kjeld og Yvonnes køkkenbord.
”Man behøver ikke at se mange minutter af en Olsen Banden-film, før der står en Tuborg på bordet et sted. Der er mange røverhistorier om, hvordan det lige blev Tuborg og ikke Carlsberg, der endte i filmene. Sandheden er ret enkel: Det var Ballings favorit. Derfor blev det lidt en ting i filmene, at Tuborg var det eneste rigtige at drikke. Set udefra er Olsen Banden og Tuborg også et oplagt match, for begge er kulturelle fællesnævnere, der med en underfundig, dansk humor samler os på tværs af generationer og baggrunde,” siger Peter Haahr Nielsen, direktør i Carlsberg Danmark.
”Ved premieren på ’Olsen Banden ser rødt’ blev der lavet en særlig reklame for Rød Tuborg med Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard. Den måtte bruges i præcis én måned på busser og i butikker. Efter sigende var det noget af en sjældenhed, at de tre sagde ja til det, for man kan ikke finde mange andre, hvis overhovedet nogen, reklamer med dem. Filmen er et nationalklenodie og derfor har vi i år lavet en særlig Olsen Banden-jubilæumsudgave af Rød Tuborg til Nordisk Film. Øllene blev revet væk af fans som samleobjekter på 48 timer, så nu har vi måttet lave nogle flere,” siger han.
Jubilæumsudgaven af Rød Tuborg med Olsen Banden-motivet kan købes i Nordisk Film Shoppen, og så deles der også en gratis Rød Tuborg ud til de første 1.000 gæster over 18 år til storskærmsvisningen i Vridsløselille Fængsel.
Også på Det Kongelige Teater har ’Olsen Banden ser rødt’ en helt særlig betydning. Finalen, hvor banden gennemfører sit berømte kup til orkestrets opførelse af det klassiske musikstykke, forspillet til ’Elverhøj’, betragtes af mange som en af de mest ikoniske scener i dansk filmhistorie.
”Vi på Det Kongelige Teater tager den scene i ’Olsen Banden ser rødt’ som en kæmpe kærlighedserklæring til teatret – også selvom den for altid har fået stålsat alle fordomme hos danskerne om interne konflikter på teatret, verdensfjerne kunstnere, og at vi er elitens legeplads. Især måden Olsen Banden koordinerer larmen fra deres indbrud med et af de mest ikoniske stykker dansk musik, herunder kongesangen, er genial og uforglemmelig,” siger Kasper Holten, teaterchef på Det Kongelige Teater.
1. Olsen Banden ser rødt (1976), 1.201.293 billetter
2. Olsen Banden deruda’ (1977), 1.044.801 billetter
3. Olsen Banden går i krig (1978), 1.005.759 billetter
4. Walter og Carlo – Op på fars hat (1985), 953.743 billetter
5. Olsen Banden overgiver sig aldrig (1979), 934.878 billetter
6. Ternet Ninja 2 (2021), cirka 930.000 billetter
7. Ternet Ninja (2018), 929.159 billetter
8. Midt om natten (1984), 922.923 billetter
9. Familien Gyldenkål sprænger banken (1976), 905.332 billetter
10. Krummerne (1991), 859.383 billetter
Medregner man internationale film er ‘Olsen Banden ser rødt’ kun overgået af ‘Titanic’ (år 1998, 1,43 mio. billetter) og ‘Ringenes Herre: Eventyret om Ringen’ (år 2001, 1,33 mio. billetter).
(Kilde: Danmarks Statistik, år 1976 og frem)
Kontakt
Jesper Eising
Pressechef, Nordisk Film
+45 29603019
[email protected]
Miriam Hindsgaul
Senior PR & Communications Manager, Carlsberg Danmark
+45 2011 7271
[email protected]