De danske festivalgæster har denne sommer drukket flere liter alkoholfri øl end nogensinde før. Nye tal viser, at der nu sælges over tre gange så meget alkoholfri øl på danske festivaler som i 2021. Samtidig er salget af alkoholfri Mikkeller-øl mere end fordoblet det seneste år.
Danskerne har for alvor taget de alkoholfri øl til sig på sommerens festivaler. Nye salgstal fra Carlsberg Danmark viser, at salget af alkoholfri øl steg med 10,4 % på tværs af danske festivaler fra 2025 til 2026. Det betyder, at der i år blev solgt mere end tre gange så meget alkoholfri øl på festivalerne som i 2021.
”Det er interessant, at alkoholfri øl i stigende grad bliver valgt til i festsituationer, især på festivaler som på mange måder er lakmusprøven for alkoholfri drikkevarer. Når vi år efter år ser vækst på festivalerne, fortæller det os, at alkoholfri øl ikke kun er noget, danskerne vælger i hverdagen. Alkoholfri øl er også blevet en naturlig del af festen og fællesskabet,” siger Henrik Fredvig, salgsdirektør i Carlsberg Danmark.
”Selvom alkoholfri øl er en mindre del af det samlede ølsalg på festivalerne, er tredoblingen markant. Festivalerne har været det sted, hvor alkoholfri øl har haft sværest ved at slå igennem, så det er rigtig interessant, hvordan vi ser den tage nogen heftige ryk år for år lige nu. Det skyldes, at flere veksler mellem procenterne i langt højere grad end før, samtidig med at vi også forsøger at inspirere til netop det med fx Tuborgs Drik med respekt-indsats. Udviklingen er kommet for at blive, så der vil gå flere år, før vi ser toppen,” siger han.
Tallene er trukket på tværs af flere af Danmarks allerstørste festivaler som Northside, Folkemødet, Heartland, Copenhell, Tinderbox, Roskilde Festival, Nibe Festival, GRØN Koncert i otte byer og mange andre. Tilsammen tiltrækker de over en halv million gæster hver sommer.
Alkoholfri øls andel af ølsalget på festivaler er steget med 6 % siden sidste år.
Fra sommeren 2025 til denne sommer er salget af alkoholfri Mikkeller-øl på festivaler alene steget med 137 %, mens salget af Mikkeller-øl generelt er steget med 75 %.
Det skyldes blandt andet Mikkellers øgede tilstedeværelse på danske festivaler efter Carlsbergs investering i bryggeriet, og at udviklingen afspejler en bredere tendens.
Om det siger Mikkel Bjergsø, ejer og stifter af Mikkeller.
”Der er virkelig sket meget på den alkoholfri øl-front de seneste 10-15 år. I starten var alkoholfri øl lidt af et kompromis og kunne smage kedeligt, fordi man i brygprocessen fjerner alkoholen, der er med til at give smag og mundfylde. I dag er der virkelig meget håndværk bag moderne alkoholfri øl og vi brygger på en langt mere kompleks måde med forskellige gærtyper og humlesorter, der gør det muligt at lave alkoholfri craft øl med masser af smag.”
”Tidligere skulle man lidt forsvare, hvis man drak alkoholfri øl. Det er heldigvis ved at være fortid, og tallene understreger, at det også gælder i de helt store festsituationer som på festivaler. Det er okay at sige, at man ikke har lyst til alkohol, og så er der også mange, der bare vælger en alkoholfri øl af den simple årsag, at den smager rigtig godt.”