Carlsberg forlænger sit mangeårige samarbejde med DBU og fortsætter som officiel sponsor for både Kvinde- og Herrelandsholdet i yderligere fire og et halvt år.
Af DBU
Fansene er en uundværlig del af dansk landsholdsfodbold. Det er dem, der skaber stemningen, sammenholdet og de øjeblikke, vi husker længe efter kampens slutfløjt.
Med den nye aftale forlænger DBU og Carlsberg sponsoratet, hvor netop fællesskabet og oplevelserne omkring landskampe forsat er i centrum.
Carlsberg har været en del af Herrelandsholdet siden 1978. Derfor kommer samarbejdet til at runde sit 50-års jubilæum i løbet af den nye aftaleperiode.
I 2024 blev samarbejdet udvidet til også at omfatte Kvindelandsholdet, og med den nye aftale styrkes samarbejdet yderligere med et tydeligt fokus på fanoplevelser og på at skabe endnu flere særlige øjeblikke både på og uden for banen.
“Vi er meget stolte af at være sponsor for både Kvinde- og Herrelandsholdet, og det er en særlig milepæl, at vi kommer til at fejre guldbryllup med Herrelandsholdet. Vi glæder os til at tage samarbejdet skridtet videre ved at styrke fanoplevelsen rundt om kampene med helt nye aktiviteter, der samler os allerede inden startfløjtet, så fællesskabet vokser og mærkes, længe før kampen går i gang,” siger Peter Haahr Nielsen, administrerende direktør i Carlsberg Danmark.
Aftalen indeholder en række konkrete initiativer med fokus på fanoplevelsen. Her vil DBU og Carlsberg skabe rammerne for det, der samler danskerne om sporten og styrker tilhørsforholdet til både Kvinde- og Herrelandsholdet.
Fansene kan blandt andet glæde sig til flere stemningsskabende aktiviteter på kampdage, fanzoner ved landskampe og en fanpulje, der skal bruges til at styrke fanoplevelsen gennem flere events og arrangementer. Alt sammen med formålet om, at hylde de fans, der trofast støtter landsholdene i både medgang og modgang.
Carlsbergs engagement i dansk landsholdsfodbold har altid kredset om den gode fankultur og fællesskab samt den særlige stemning, der opstår, når man står skulder ved skulder og støtter landsholdene.
Derfor glæder Erik Brøgger Rasmussen, administrerende direktør i DBU, sig over forlængelsen:
”I DBU arbejder vi konstant på at styrke relationen til vores mange passionerede fans og sikre den bedst mulige oplevelse og stemning til landskampene. Vi er meget glade for, at vi kan fortsætte det snart 50-årige stærke og tætte partnerskab med Carlsberg. I de kommende år vil vi sammen udvikle partnerskabet yderligere, herunder skabe nye højdepunkter for alle dem, der elsker fodbold.”
Med forlængelsen fortsætter Carlsberg derfor som en central samarbejdspartner for DBU og som medskaber af de ekstra øjeblikke, der samler og begejstrer alle dem, der samles om landsholdene.
Partnerskabet løber fra 2026 til midten af 2030.