Husbryggeriet Jacobsens lancering af Jacobsen Original Dansk Ale er kulminationen på et næsten fem år langt projekt, der i særlig grad har involveret Jacobsens nuværende og tidligere brygmester, henholdsvis Morten Ibsen og Jens Eiken. Men også en lang række specialister og eksperter med hver deres respektive knowhow og praktiske erfaringer har været inddraget.
Overordnet set har målsætningen igennem alle årene været at udvikle en unik dansk ale, der kunne bringe fokus på oprindelige danske og nordiske råvarer og øl, og dermed udfordre den megen fokus på især amerikanske, belgiske og engelske øltyper og ikke mindst de råvarer, som de er brygget med.
Lanceringen af Jacobsen Original Dansk Ale er naturligvis en stor nyhed for Husbryggeriet Jacobsen. Men nyheden bliver bestemt ikke mindre, når man ser den i lyset af, hvordan produktudvikling normalt foregår indenfor rammerne af Carlsberg. Her er forskning i råvarer normalt adskilt fra udviklingen af selve produkterne. Men med Jacobsen Original Dansk Ale har man forenet de to, og det færdige resultat er således ganske usædvanlig for Carlsberg som helhed.
Jacobsen Original Dansk Ale er en fyldig øl, både i smag og aroma, men i høj grad også i historie og indhold. Med så mange mennesker involveret og med så meget faglig dedikation, er den mættet med gode historie og interessante vinkler. Den har således både tyngde i forhold til alment historieinteresserede, for de naturvidenskabeligt anlagte og for de mere bryg- og ølinteresserede skribenter og journalister.