Menu

​Sød, smilende og hjælpsom, sådan beskriver Tuborg pigen Lotte Bachmann sig selv. Lotte startede som elev på De forenede Bryggerier for 42 år siden og blev efter en udstationering som trainee, fastansat i Tuborg salg. Lotte har sidenhen siddet i Tuborg Marketing og herefter i Tuborgs Key Acccount afdeling. Først i 2002 flyttede Lotte til Carlsberg, hvor hun blandt andet var med til at starte Call Centeret op, og efterfølgende har hun været i både salg, Business IT, Receptionen og nu HR.

- Jeg bliver kaldt Tuborg pigen, fordi mit hjerte altid har brændt for Tuborg. På Tuborg var vi en stor familie, hvor både vores bedre halvdele og vores børn deltog i sociale arrangementer og hjalp til med pakning af mapper, ørepropper til Grøn Koncert og så videre. 

Favoritøllen er selvfølgelig en Tuborg Classic, men hjertet rummer i dag også stoltheden over at arbejde på Carlsberg, kollegerne og muligheden for hele tiden at kunne udvikle sig.

I sin fritid nyder Lotte at være sammen med familien, roen i sommerhuset og sejlture i ”Marie Marolle”. Derudover sætter Lotte og hendes mand pris på at gå i teateret, til koncerter, i biografen og på cafeer i København.

I løbet af sin tid i Carlsberg Danmark har Lotte haft to arbejdsopgaver, der især har gjort indtryk.

- I Tuborg Marketing byggede en tidligere kollega og jeg Tuborg Butikken op, hvor vi blandt andet indkøbte joggingtøj, t-shirts og andet POS, som blev brugt i forbindelse med sponsorater gennem vores Tuborg depoter, der var placeret lokalt i hele Danmark. Derudover har jeg siddet med vores interne intranet lige siden opstarten i 2000, hvor vi byggede det op i Power Point. Det er derfor også et lille hjertebarn for mig.